KOLLEGAEN VAR EN ROM-MANN!!

Norsk/dansk/svensk (under/nederst) innledning til boken UFOCONTACT FROM KOLDAS.

INNLEDNING

Hidtil har det set ud, som om det kun er i lande langt herfra, at man kan opleve at tr�ffe kontaktpersoner - mennesker her p� Jorden, der har kontakt med folk udefra, alts� rummennesker, men efter hvad vi nu ved, m� der ogs� v�re en del her i Sydafrika.

et tenkt bilde av KOLDAS-skipet ved stranden utenfor Durban i SydAfrika der Edvin og "Georg" fisket da skipet kom inn for � hente "Georg" en dag tidlig p� 60-tallet.

Jeg skal her fort�lle om en af disse kontaktpersoner, som jeg har haft den lykke at m�de, og efter at jeg omhyggeligt har unders�gt kendsgerningerne omkring denne sp�ndende kontakt, vil jeg nu berette herom, s� man selv kan tage stilling til denne fantastiske historie.

Af innlysende grund er jeg n�dt til at tilbageholde kontaktpersonens identitet, men her f�lger hans egne ord:

M�DET MED "GEORGE"

Det begyndte altsammen i 1960 p� et tidspunkt, da firmaet, hvor jeg arbejdede, manglede en radiotekniker. Der var en, der svarede p� annnoncen, som mit firma havde sat i den lokale avis. Jeg s� ham f�rste gang, da han gik omkring sammen med en direkt�r, der viste ham fabriken og introducerede ham til nogle af os i afdelingen. Der blev sagt, at han skulle starte ved begyndelse af den f�lgende m�ned.

Da vi arbejdede i samme afdeling og var p� samme kontor, kom vi til at kende hinanden temmelig godt, idet vi begge ogs� f�rte tilsyn med den samme sektion af fabriken. Hans navn var George, og vi kom efterh�nden p� en venskabelig fod. Han boede p� et hotel, og da jeg selv boede i udkanten af byen, plejede jeg at k�re forbi dette hotel og tage ham med p� min motorcykel. S� begyndte vi at g� ud sammen og v�re sammen i weekenderne. Han sagde, han var fra Johannesburg.

Vi s� ret meget til hinanden og tog ofte ud for at fiske. Da var det, at han for alvor begyndte at "arbejde"med mig. En aften, da vi var p� Patterson-stranden, s� vi et lys p� himlen. Det var det, der bragte emnet p� tale. Jeg bem�rkede til George, at jeg t�nkte p�, om lyset mon var en sputnik eller et UFO, og han spurgte mig s� om min mening om UFOer, mennesker fra andre verdener o.s.v. Jeg svarede, at det havde jeg ikke t�nkt meget over, men efter min mening m�tte der v�re liv et eller andet sted derude. Fra det tidspunkt bragte han gradvis emnet om liv i rummet p� tale. Han spurgte ofte, om jeg troede, der kunne v�re liv p� Venus eller i andre solsystemer, og da jeg havde v�nnet mig til id�en om liv i det ydre rum, gav han mig bevis derfor.

Han henviste historiske begivenheder, pyramiderne, det gamle �gypten, Faraonerne o.s.v. Jeg tror, det tog ham omkring otte m�neder virkelig at overbevise mig. S� sagde han en dag, at han ville give mig afg�rende bevis for, at ikke alle lys p� himlen var sputniker'. Og s� gjorde vi os klar til at tage ud at fiske igen p� det samme sted en l�rdag aften.

George plejede at l�ne mine fiskest�nger, for han havde ikke selv noget udstyr. Da jeg hentede ham den aften, lagde jeg m�rke til, at han havde en l�dertaske med, og jeg spurgte ham, hvad der var i den. Han sagde, at det var noget, vi kunne spise, s� jeg sagde ikke mere, og vi tog afsted.

Da vi kom til Fatterson-stranden, var der ret mange mennesker p� stedet, men omkring kl. 2 om natten var vi de eneste der var tilbage. George sagde, at nu ville han bevise noget for mig. Jeg t�ndte min lommelygte, han �bnede l�dertasken, og jeg s�, at det var et instrument. Jeg fik senere at vide, at det var et instrument, som "de"bruger, n�r de taler sammen, et instrument, som kan forst�rke telepatiske budskaber. Der sad en teleskopisk antenne p� instrumentet, og han trak denne frem. Antennen var ret us�dvanlig, idet der bestod af to lodrette st�nger, der �verst oppe var forbundet med en vandret del, der gav den form som et omvendt U. Den var knap halvanden meter i sin fulde h�jde.

George begyndte nu at tale ind i instrumentet p� et m�rkligt sprog, som jeg aldrig havde h�rt f�r. Godt en halv time senere viste der sig et lys over havet. Det korn hen over h�fden og bev�gede sig langs mod kysten. Det kom lige heri over os, hvor det standsede. Lyset var et rumskib, tilkaldt af det instrument, som George stod med p� stranden. Det ud-sendte et bl�-hvidt, konstant lys. Derefter dannede dette "1ys"ved en man�vre i luften et kors med en cirkel omkring. S� talte George igen ind i instrumentet, og jeg blev meget overrasket over at h�re en stemme, der svarede p� engelsk, idet den henvendte sig til mig! Stemmen sagde, at den tilh�rte kaptajnen p� det rumskib over os. Han beskrev de man�vrer, han netop havde udf�rt og angav h�jden. kapteinen sagde derp�, at han ville vise mig, hvad der skete, n�r et rumskib accelererer op til sit maksimum, og at jeg skulle lytte meget intenst. F�r han tog afsted, fortalte han ogs�, hvem George var, og at han var kommet i den s�rlige mission at finde en eller anden, der var egnet og villig til at danne en gruppe af interesserte mennesker. George ville fortelle mig n�jagtig, hvad hans mission var, og hvad min skulle v�re, hvis jeg var villig til at acceptere.

Rumskibet tog der�fter afsted, og George og jeg s� det forsvinde som et lysglimt, hvorefter vi h�rte braget fra accelerationen, der overd�vede br�ndingens brusen.

Fra da af skete alting med stormskridt. George blev hos os i to �r. I den tid gennemgik han systematisk enhver informasjonskilde i Durban, biblioteker, museer, kirker. Der var ikke en eneste kirke i Durban, han ikke n�dde. Vi var med til mange m�der og ogs� nogle f� spiritualistiske m�der." Han var ivrig efter at f� kendskab til vore forskjellige religioner, og 'hva' det var pr�sterne fortalte deres menigheder. Han udtrykte aldrig sin personlige mening om de forskellige sekter, og han sagde, at han aldrig ville kritisere vor form for tilbedelse. Men det var en del ting, han plejede at ryste p� hovedet ad, s�som: lovl�shed, slagsm�l, stridigheter, drukkenskab o.s.v.

Efter to �r sagde George, at nu var det tid for ham at vende tilbage.

AFSKEDEN

I p�sken 1962 k�rte jeg George op til Richards Bay, og da vi var kommet derhen, sagde han til mig, at vi skulle blive p� stranden til kl.10 om aftenen. Han syntes at kende stranden temmelig godt og udpegede nogle klipper, hvor m�det med rumskibet skulle finde sted om aftenen, n�r det var lavvande. Da ville stranden v�re meget bredere og med plads nok til, at et rumskib kunne lande der.

Vi tilbragte resten af dagen med at fiske, og da aftenen kom, befandt vi os p� stranden p� det aftalte sted. George havde 2 kufferter og l�dertasken med instrumentet med sig. Han talte igen ind i instrumentet, som han havde gjort tidligere, og det varede ikke l�nge, f�r et lys n�rmede sig ude fra havet. George sagde derp�, at jeg skulle g� s� langt v�k som muligt hen imod siden af sandbankerne. Han var i sin bl� uniform, der lignede en stramtsiddende kravledragt. Den var lavet af et s�rligt materiale, der beskyttede ham mod visse bestr�linger.. Da jeg ikke havde en s�dan beskyttelse, var jeg n�dt til at g� s� langt bort som muligt. Vi gav hinanden h�nden, og han sagde farvel og tilf�jede, at han skulle v�re v�k et stykke tid, men at vi ville ses igen.

Rumskibet var meget stort, vel 50 meter i diameter, og diskosformet med en kuppel p� toppen, hvori der var store observationsvinduer, gennem hvilke et str�lende hvidt lys skinnede. Jeg kunne se en skikkelse i et af dem. Rumskibet landede p� stranden med en skrabende lyd mod sm�stenene. Det var knap nok landet, f�r det l�ftede sig igen, idet en rund s�jle sk�d sig ud fra bunden af det. Denne syntes at skubbe hele fart�jet opad og viste sig at v�re en elevatorskakt med skyded�re ved bunden. George tog sine kufferter og tasken med instrumentet og gik gennem d�ren ind i elevatoren, som ville f�re ham op til skibet. Da d�ren var lukket, blev s�jlen trukket. op i rumskibet, som da igen stod p� stranden. Kort efter l�ftede det sig og bev�gede sig ud over havet, steg derefter hastigt og var snart ude af syne.

S�ledes tog George afsted. Men f�r han rejste, l�rte han mig, hvorledes man meddeler sig ved hj�lp af telepati, og p� den m�de har jeg v�ret i forbindelse med ham lige siden."

(R�-kommentar: Dette er en forenkling av historien slik den fortelles i boken om disse kontakter. For det som skjedde f�r Georg dro, var at han bygde om en radiomottaker som skulle tjene som kommunikasjonsredskap mellom dem. Og gjennom denne radio ble det formidlet flere hundre timer med samtaler og forklaringer - bl.a. om livet p� Koldas. Men etter hvert kom denne kontakten myndighetene for �re og politiet ankom og beslagla radioen. Og det var etter at denne var tatt fra Edwin - som kontaktpersonen i Durban het - at de gradvis opp�vde hans evne til � snakke med dem telepatisk. Alt dette inkl en god del illustrasjoner er gjengitt i boken UFOCONTACT FROM KOLDAS - som var tittelen p� den engelske utgaven som Wendelle Stevens fikk utgitt tidlig p� 80tallet i USA - men boken er n� utsolgt, men finnes p� internettlinken her.)

EFTERSKRIFT

Dette var historien om, hvad der skete med denne kontaktperson, men jeg vil f�re den videre ved at fort�lle om de seneste h�ndelser.

Fornylig blev jeg bedt om at v�re tilstede, da George endnu engang ville meddele sig telepatisk til vor kontaktperson. George sagde i sit budskab, at han gerne ville meddele sig til gruppen, og at vi ogs� i fremtiden ville f� yderligere meddelelser fra andre rumskibskaptajner. Disse skulle optages p� b�nd, s� alle gruppens medlemmer kunne h�re dem.

Vore rumvenner sluttede s�dvanligvis deres meddelelser med f�lgende hilsen:

Viso Viso Kiata, planet Jorden

Viso Viso Kiata, planet Jorden

Kiata si endo Koldas.

M� Gud lede Jer og vise Jer vejen!

L.Palmer

svensk:

Ett hittills ganska ok�nt fall med b�de fysiska kontakt och radiokommunikation �r det sydafrikanska fallet Edvin. Trots att det p�g�tt sedan 1960 �r det mycket lite k�nt i UFO-kretsar. Fallet Edvin har dokumenterats av journalisten och ufologen Cynthia Hind, som koordinerar den seri�sa UFO-organisationen MUFONs (1) aktiviteter i Afrika. Hon blev intresserad av fallet 1976, n�r hennes kollega inom MUFON, ingenj�ren Carl van Vlierden, l�mnade organisationen f�r att helt �gna sig �t de radiobudskap som Edvin mottog fr�n p�st�dda utomjordiska intelligenser. Cynthia Hind var och �r fortfarande mycket skeptisk till budskapen. Hon f�r fram teorin att n�gon hemlig grupp med stora ekonomiska resurser och avancerad teknologi ligger bakom. I sin bok "African Encounters" presenterar hon Edvins ber�ttelse, grundad p� flera intervjuer med honom. (2)

Carl van Vlierden

Edvin bor med fru och barn i en villa i Pinetown, ca 20 km utanf�r Durban, Sydafrika. Han �r n�stan tv� meter l�ng, har ett smalt ansikte och m�rka, intensiva �gon. Till vardags �r han radiotekniker. Som 18-�ring arbetade han vid ett stort f�retag s�der om Durban. 1960 anst�lldes en ny avdelningschef vid namn George. Denne ber�ttade mycket lite om sin bakgrund och levde ensam p� ett hotell i Durban. George och Edvin blev snart goda v�nner, och de �kte ofta ut och fiskade tillsammans. En kv�ll s�g de ett lysande f�rem�l r�ra sig �ver himlen. D�refter b�rjade de diskutera flygande tefat och m�jligheten av liv p� andra planeter. " Jag ska bevisa f�r dig att alla ljus p� himlen inte �r satelliter", sade George en tid efter observationen.

En varm sommarkv�ll for de som vanligt ut till fiskeplatsen, men nu hade George en svart l�derv�ska med sig. N�r alla andra hade l�mnat omr�det tog han fram en radiomottagare med en H-formad, ca tv� meter h�g, antenn. Fr�n radion kunde Edvin h�ra en r�st som talade ett ok�nt spr�k. Efter en kvart d�k ett bl�lysande f�rem�l upp p� himlen. George f�rklarade att det var ett rymdskepp som mottagit hans meddelande. Strax d�refter h�rdes en engelsktalande r�st ur radion. R�sten identifierade sig som Wy-Ora, bef�lhavare f�r de rymdskepp som sv�vade ovanf�r stranden. De kom fr�n planeten Koldas (sic) och tillh�rde en konfederation av planeter.

Wy-Ora f�rklarade att George var en av dem och att hans riktiga namn var Valdar. Hans uppgift p� jorden var att finna en l�mplig person som kunde organisera en grupp f�r att sprida information om varelser fr�n andra planeter. "Om du �r intresserad, s� skulle vi vilja att du bildade den h�r gruppen �t oss", sade radior�sten. Farkosten f�rsvann sedan fr�n platsen med en enorm acceleration.

N�r Edvin lugnat ner sig efter upplevelsen, f�rs�kte han f�rklara f�r George att han var f�r ung och okunnig f�r en s� stor uppgift. Men George lugnade honom med att han skulle f� all hj�lp och allt st�d fr�n konfederationen.

Efter avsl�jandet att George var av utomjordisk h�rkomst, blev Edvin �nnu mer fascinerad av sin gode v�n. Till utseendet var George l�ng och kraftig. Han hade ett vackert ansikt med m�rka �gon och m�rkt h�r och s�g ut att vara i 35-�rs�ldern. Edvin imponerades av hans v�nlighet och humor. Ett av Georges favorituttryck var att "aldrig oroa sig". George ber�ttade att hans hemplanet, Koldas, tillh�rde en konfederation av tolv planeter och att man hoppades att jorden skulle bli den trettonde. Men konfederationen hade inga tankar p� att st�ra jordutvecklingen, �ven om de var oroliga f�r v�ra k�rnvapen. Enligt George levde hundratals rymdm�nniskor ok�nda p� jorden f�r att studera f�rh�llandena s� diskret som m�jligt. De levde p� jorden i perioder om ett till fem �r. Sedan for de �ter till sina hemplaneter.

N�r tiden var inne f�r George att �terv�nda hem, hade Edvin k�nt honom i tv� �r. En kv�ll �kte de ut till Richards Bay utanf�r Durban, D�r George bytte om till en overalliknande dr�kt. Han bad Edvin ta skydd bakom en sanddyn f�r att inte skadas av farkostens str�lning. Efter ett k�nsloladdat avsked p� stranden fick Edvin �verta den svarta v�skan med radion. En diskusformad farkost, ca 50 meter i diameter, landade en bit borta p� stranden. Det h�rdes ett skrapande ljud, n�r den tog mark. I en f�nsterf�rsedd kabin ovanf�r farkosten s�g Edvin en m�nniska r�ra sig. Ett ca tv� meter l�ngt r�r sk�ts fram under skivan och hissade upp den ett par meter ovanf�r stranden. En d�rr i r�ret inneh�ll en hissanordning i vilken George steg in. Farkosten lyfte sedan snabbt, och efter n�gra sekunder var den bara en prick p� himlen.

En tid efter avskedet, n�r Edvin lyssnade p� den vanliga kommersiella radion, avbr�ts s�ndningen och Valdars r�st kom igenom. Han uppmanade George att vid en viss tidpunkt lyssna p� den mottagare han f�tt. Budskapen fr�n Valdar kom sedan regelbundet med en m�nads mellanrum. Spr�ket var engelska. Valdar f�rklarade att "koldasierna" var en v�nligt sinnad, avancerad, civilisation fr�n ett "anti-materiauniversum". De kunde materialisera och dematerialisera sig direkt p� vilken plats de �nskade. Valdar p�pekade ofta att de troligen kommit f�r tidigt till jorden. V�r civilisation var �nnu inte redo f�r kontakt.

N�gra av Valdars p�st�enden �r:

�        Det finns negativa grupper p� jorden som enbart arbetar f�r att f�rvirra allm�nheten med felaktiga budskap.

�        Dessa grupper kontrolleras av en annan ras fr�n rymden som kontinuerligt f�rs�ker motarbeta Valdars folk.

�        De negativa grupperna har infiltrerat p� alla niv�er i samh�llet och i alla l�nder.

�        De har lyckats mycket v�l med att bryta ned och f�rst�ra v�r civilisation.

Valdars folk har kontaktat regeringen i flera l�nder f�r att f�resl� ett freds- och utvecklingsprogram men alltid m�tts med kalla handen. Deras id�er har ansetts alltf�r opraktiska. Den 27 juni 1977 var Cynthia Hind n�rvarande vid en mottagning av Valdars radiobudskap. �vriga deltagare var Edvins fru, tv� barn, Carl van Vlierden samt en god v�n till Cynthia Hind. Radion s�g ut som vilken vanlig mottagare som helst. Enda skillnaden var en ovanligt kopplad antenn. En bandspelare var kontinuerligt inkopplad till radion.

Klockan �tta p� kv�llen h�rdes pl�tsligt ett ljud i h�gtalaren som �vergick i ett l�gt brummande. Strax d�refter kom en mycket kraftig r�st som presenterade sig som bef�lhavaren "Herrenoah" fr�n "Corynthian Astraelcraft" (sic). Han ber�ttade att man funnit en mycket vacker planet i v�rt universum, vilken har byggts ut av konfederationen f�r att kunna husera s� m�nga jordbor som m�jligt om en krissituation skulle uppst� p� v�r planet. En f�rtrupp av m�nniskor fr�n jorden har redan fraktats till Epicot, som planeten kallades. Tydligen var japaner starkt representerade.

Cynthia Hind upplevde b�de f�rvirring och olust kring fallet Edvin. Hon undrade om Edvin och Carl blivit utsatta f�r ett kolossalt bedr�geri. Men till vilket syfte? Radiobudskapen har fortsatt kontinuerligt i tjugo �r och inneh�ller idag m�ngder av information. Men ofta �r de naiva och repeterar samma sak om och om igen. Varken Carl eller Edvin har f�tt n�gon ekonomisk vinning av det hela. I b�rjan f�rs�kte Edvin �vertyga s� m�nga m�nniskor som m�jligt, men efter att ha blivit utskrattad och h�nad i flera �r s�ger han att han inte bryr sig om vad m�nniskor tror.

Det �r ganska naturligt att vetenskapligt inriktade ufologer avf�rdar p�st�enden av de h�r slaget utan att ens unders�ka eller dokumentera fallen. De naiva och ofta absurda budskapen ger en k�nsla av kvasi eller d�lig science fiction. I likhet med flera andra ufologer misst�nker Cynthia Hind att det finns tv� niv�er i den h�r typen av h�ndelser. Den ursprungliga kontakten �r verklig och utf�rs av n�gon ok�nd grupp. D�remot �r budskapen ofta en blandning av halvsanningar och rent nonsens. Absurditeter staplas p� varann, vilket g�r att hela upplevelsen negerar sig sj�lv. Ingen m�nniska med sunt f�rnuft tror d�rf�r att kontakten verkligen �gt rum. UFO-forskare som Vallee, Hynek, Keel, Farish m fl har kommit till liknande slutsatser. Men vad �r d� motivet?

Se ogs� siden til H�kan Blomquist, som ogs� omtaler dette p� linken her

http://www.flickr.com/photos/phonophoto/sets/72157625296193348/

A hitherto little known case of both physical contact and radio communications. are the South African case, on �Edwin�. Despite progress and much info coming forth, since 1960, it is very little known in UFO circles. The case Edwin has been documented by journalist and ufologen Cynthia Hind, who coordinates the serious UFO organization MUFONs (1) activities in Africa. She became interested in the case in 1976, when her colleague in MUFON, engineer Carl van Vlierden, left the organization in order to devote himself entirely to the radio messages that Edwin had received from the alleged extraterrestrial intelligences. Cynthia Hind was first very skeptical about the messages. In her book "African Encounters" she presents Edvin's story, based on several interviews with him. (2)

(then written in �now-time�):
Edwin lives with his wife and children in a house in Pinetown, about 20 km outside Durban, South Africa. He is almost two meters tall, with a narrow face and dark, intense eyes. On weekdays, he work as a radio technician.

As a 18-year-old boy, he worked at a large company south of Durban. In 1960 their firm hired in a new department boss, named George. He told me very little about his background and lived alone in a hotel in Durban. George and Edwin soon became good friends, and they often went out fishing together. One night they saw a bright object moving across the sky. Then they began to discuss UFOs and the possibility of life on other planets. "I will prove to you that all the moving lights in the sky are not satellites," said George, some time after the observation.

A warm summer evening for those common to your fishing spot, but now George had a black leather bag with him. When everyone else had left the area, he took out a radio receiver with an H-shaped, about two feet high, antenna. From the radio could Edvin hear a voice speaking an unknown language. After the fourth one appeared bl�lysande objects in the sky. George explained that it was a spaceship received his message. Soon after, he heard a voice speaking out of the radio. The voice identified himself as Wy-Ora, commander of the spaceship hovering above the beach. They came from the planet Koldas (sic) and belonged to a confederation of planets.
Wy-Ora said that George was one of them, and that his real name was Valdar. His mission on earth was to find a suitable person who could organize a group to disseminate information about beings from other planets. "If you are interested, we would like you formed this group for us," said the radio voice. The craft then disappeared from the scene with a huge acceleration.
When Edwin calmed down after the experience, he tried to explain to George that he was too young and ignorant to such a large task. But George reassured him that he would get all the help and support of the Confederacy.

After the revelation that George was of extraterrestrial origin, was Edvin even more fascinated by his good friend. In appearance, George Long and strong. He had a beautiful ansikt with dark eyes and dark hair and looked to be in the 35's. Edwin was impressed by his kindness and humor. One of George's favorite expressions was "never worry". George told me that his home planet, Koldas, belonged to a confederation of twelve planets and that it was hoped that the earth would be the thirteenth. But the Confederacy had no thoughts of disturbing soil development, even if they were worried about our nuclear weapons. According to George lived hundreds of people unknown space on earth to study the situation as discreetly as possible. They lived on the earth for periods of one to five years. Then they went back to their hemplaneter.

When the time came for George to return home, Edwin had known him for two years. One night they went out to Richards Bay outside Durban, where George changed into one overalliknande costume. He asked Edvin take cover behind a sand dune to prevent damage of vehicle radiation. After an emotional farewell at the beach was Edwin take the black bag with the radio. A discus-shaped craft, about 50 feet in diameter, landed some distance away on the beach. There was a scraping sound as it hit the ground. In a window equipped cabin above the spacecraft saw Edvin a man move. An approximately two-meter long tube was postponed during the disc and hoisted it up a few feet above the beach. A door in the tube contained a hoist in which George entered. The craft took off quickly, and after a few seconds it was just a speck in the sky.

A time for farewells, when Edwin listened to the mainstream commercial radio, the broadcast was interrupted and Valdars voice came through. He invited George to at a certain time to listen to the receivers he has. Messages from Valdar then came at regular monthly intervals. The language was English. Valdar explained that "koldasierna" was a friendly, advanced civilization from an "anti-matter universe." They could materialize and dematerialize directly to the place they wanted. Valdar pointed out often that they probably come too early to earth. Our civilization was not yet ready for contact.

Some of Valdars statements are:
� There are negative groups on earth that only works to confuse the public with false messages.
� These groups are controlled by another race from outer space that continually tries to thwart Valdars people.
� The negative groups have infiltrated all levels of society and in all countries.
� They have been very successful in breaking down and destroy our civilization.

Valdars people have contacted the government in several countries to propose a peace and development, but always met with a cold shoulder. Their ideas have been considered too impractical. On June 27, 1977, Cynthia Hind attended a reception Valdars radio message. Other participants were Edvin's wife, two children, Carl van Vlierden and a good friend of Cynthia Hind. The radio looked like any ordinary receiver. The only difference was an unusually attached antenna. A tape recorder was continuously connected to the radio.
At eight o'clock in the evening suddenly there came a sound from the speaker that turned into a low hum. Soon afterwards, a very strong voice introduced himself as the master "Herrenoah" from "Corynthian Astraelcraft" (sic). He told me that they have found a very beautiful planet in our universe, which has been expanded by the Confederacy to house as many earthlings as possible if an emergency should arise on our planet. A vanguard of humans from Earth have already been shipped to Epicot that planet was called. Apparently, Japanese people strongly represented.

Cynthia Hind felt both confusion and unease surrounding the case Edvin. She wondered if Edwin and Carl victims of a colossal fraud. But to what end? Radio messages have continued continuously for twenty years and today contains lots of information. But often they are naive and repeats the same thing over and over again. Neither Carl Edvin or received any financial gain out of it. In the beginning was trying Edwin convince as many people as possible, but after being laughed at and mocked for years, he says he does not care about what people think. Exactly the same thing happened in usa, in a similar radio-contact � and later physical contact � around Robert P.Renaud.

ppoint/lysbildefremvisning om kontakten i kortform i eng.spr�k http://galactic.no/ru/koldasppoint.pps

hele historien p� engelsk: UFOCONTACT FROM KOLDAS

hovedside